Vedtægter for Frederikssund Volleyball Klub

  • 1. Klubbens navn og hjemsted:

Klubbens navn er Frederikssund Volleyball Klub.
Dens hjemsted er Frederikssund Kommune.
Klubben er stiftet som en underafdeling af FIK i 1975 og blev en selvstændig klub i 1987.

  • 2. Klubbens formål:

Klubbens formål er at dyrke volleyball, således at såvel spillere som ledere får et aktivt og medlevende forhold til det fællesskab hvori aktiviteterne udfoldes.

  • 3. Medlemskab af organisationer:

Klubben er medlem af Volleyball Danmark og DGI og er underlagt disses love og bestemmelser.

  • 4. Optagelse af medlemmer:

Som aktivt eller passivt medlem kan bestyrelsen optage enhver.

  • 5. Kontingent:

Klubbens kontingent fastsættes for et år ad gangen på den ordinære generalforsamling.  Kontingentet opkræves forud halvårsvis for aktive og passive medlemmer. Bestyrelsen kan i særlige tilfælde give kontingent frihed.

  • 6. Udmeldelse:

Til gyldigt udmeldelse kræves at den sker skriftlig til klubben og at det pågældende medlem har betalt sit kontingent til klubben frem til den dag, hvorfra udmeldelsen har virkning. Medlemmet har krav på en skriftlig bekræftelse, hvis medlemmet ønsker dette.

Når et medlem er i kontingentrestance udover 30 dage, kan bestyrelsen med 8 dages  skriftlig varsel ekskludere vedkommende.

Ingen, der er udelukket på grund af kontingentrestance, kan optages som medlem på ny, før vedkommende har betalt sin gæld til klubben.

  • 6.a Eksklusion:

Eksklusion af et medlem kan kun ske når et kvalificeret flertal i bestyrelsen finder det påkrævet som følge af brud på klubbens love og vedtægter, og stemmer derfor. Såfremt det pågældende medlem inden 8 dage efter bestyrelsens beslutning er blevet ham/hende bekendt, fremsætter begæring herom, skal der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling. Det pågældende medlem er berettiget til at møde ved den ekstraordinære generalforsamling hvis afgørelse er endelig. Et ekskluderet medlem har ikke krav på tilbagebetaling af kontingent eller dele heraf.

  • 7. Ordinær generalforsamling:

Generalforsamlingen er med de indskrænkninger, som disse vedtægter foreskriver, den højeste myndighed i alle foreningens anliggender.

Den ordinære generalforsamling, der afholdes hvert år i maj måned, indkaldes med mindst 14 dages varsel med skriftlig invitation til medlemmerne hvis muligt og ellers via klubbens hjemmeside.

Dagsordenen bekendtgøres senest 8 dage før generalforsamlingen.

Forslag, der ønskes forelagt generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 10 dage før generalforsamlingens afholdelse. Forslagene skal optages i dagsordenen.

Stemmeret har alle aktive og passive medlemmer over 18 år og som ikke står i kontingentrestance. Forældre til klubbens medlemmer under 18 år kan stemme på deres vegne med max. 1 stemme pr. medlem. Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde.

  • 8. Dagsorden:

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter:

  1. Valg af dirigent
  2. Valg af referent
  3. Formandens beretning
  4. Evt. kort beretning fra senior og ungdomsafdeling
  5. Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse samt aktivitetsplan (budget) for det kommende regnskabsår, herunder godkendelse af kontigentsatser for den kommende sæson.
  6. Behandling af evt. indkomne forslag.
  7. Valg af formand (lige år)
  8. Valg af kasserer (ulige år)
  9. Valg af øvrige bestyrelsesmedlem(er) (hvert år)
  10. Valg af 1 suppleant
  11. Valg af 2 revisorer
  12. Eventuelt
  • 9. Generalforsamlingens ledelse m.v.:

Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der ikke må være et medlem af bestyrelsen.
Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal, jf. dog §6, §15 og §16.
Dirigenten bestemmer afstemningsmåden. Dog skal alle afstemninger om eksklusion foregå skriftligt.
Generalforsamlingens beslutninger indføres i en protokol, hvori også referat af forhandlingerne optages i det omfang dirigenten bestemmer.

  • 10 Ekstraordinær generalforsamling:

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen, og skal indkaldes, når mindst 1/3 stemmeberettigede medlemmer fremsætter skriftlig begrundet begæring herom.
I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 1 måned efter, at begæringen er fremsat.

Om indkaldelse og udsendelse af dagsorden gælder bestemmelserne i §7.

  • 11. Valg af bestyrelse:

Bestyrelsen er klubbens daglige ledelse og repræsenterer klubben i alle forhold. De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter klubben i henhold til lovene.

Bestyrelsen består af en formand og en kasserer alle valgt for 2 år., samt 1-5 bestyrelsesmedlemmer valgt for 1 år (herunder næstformanden).
Bestyrelsen vælges på den ordinære generalforsamling således:

  • Formand i lige år
  • Kasserer i ulige år
  • Bestyrelsesmedlem(er) vælges hvert år
  • 1-2 bestyrelsessuppleant hvert år

Valg af formand og kasserer sker ved særlig afstemning.
På generalforsamlingen vælges endvidere 1-5 bestyrelsesmedlemmer.

  • 12 Konstituering-tegningsret-hæftelse:

Bestyrelsen konstituerer sig snarest, dog inden 14 dage efter generalforsamlingen på et bestyrelsesmøde.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig når der er flertal af bestyrelsen til stede.

I formandens frafald indtræder næstformanden i hans sted.

Der udarbejdes referater over alle bestyrelsens møder. Samtlige bestyrelsesreferater o.l. skal  godkendes af bestyrelsen senest ved det efterfølgende bestyrelsesmøde.

Klubben tegnes af formanden. Ved økonomiske dispositioner tegnes klubben af kasserer og formand.
Ingen i bestyrelsen hæfter personligt eller solidarisk for klubbens gæld.

  • 13. Regnskab:

Klubbens regnskabsår er 1. maj – 30. april.

Driftsregnskab og status forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorernes påtegning.

  • 14. Revision:

På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen 1-2 revisorer.

Revisorerne skal hvert år gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningerne er  til stede. Driftsregnskab og status forsynes med påtegning. Hver af revisorerne har til  enhver tid adgang til at efterse bogføringen og beholdningernes tilstedeværelse.

  • 15. Vedtægtsændringer:

Forandringer af disse vedtægter kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

  • 16. Klubbens opløsning:

Klubben kan kun opløses på en generalforsamling. Klubben kan ikke opløses hvis 1/3 af medlemmerne kræver den bevaret.

I tilfælde af klubbens opløsning skal det afgøres på generalforsamlingen hvem/hvad evt. formue skal tilfalde.

Revideret maj 2023